Startside
Interesser
Familien
Arbejde
Ferier
Links

Ansvaret for et barns trivsel ligger hos de voksne. Familie, lærere, pædagoger og andre voksne har derfor en vigtig rolle i barnets liv - både når det går godt, og når livet er svært.

Det er vigtigt, at de voksne omkring barnet er opmærksomme på barnets sorgreaktioner og handler på den bekymring, disse bør vække.

Børn i sorg har behov for at blive set, hørt, forstået og støttet af deres nære omgivelser.

Hjælp til børn i sorg

Nogle af de almindeligste sorgreaktioner hos børn er:
· Angst
· Stærke minder
· Søvnforstyrrelser
· Tristhed, længsel og savn
· Vrede og opmærksomhedskrævende adfærd
· Skyld, selvbebrejdelse og skam
· Skolevanskeligheder
· Fysiske gener

Andre mulige sorgreaktioner
· Regressiv adfærd
· Social tilbagetrækning
· Fantasier
· Personlighedsforandringer
· Fremtidspessimisme
· Spekulationer over årsag og mening
· Vækst og modning

Sorgens fire faser

I bogen "Den nødvendige smerte" beskriver Marianne Davidsen Nielsen og Nini Leick et sorgforløb i fire faser for den sørgende.
Den første fase for den sørgende er at forholde sig til, at tabet er en realitet. Intellektuelt forstår man det, og er udmærket i stand til at fortælle andre om det mistede. Men derfra er der langt til en dybere erkendelse, at erkende at tabet er uigenkaldeligt.
Den sørgende vil ofte have behov for at fortælle detaljeret om omstændighederne omkring det mistede. Dette er en nødvendig proces for den sørgende for at kunne støtte sig selv i den følelsesmæssige erkendelsesproces.
Det er ikke ualmindeligt, at den sørgende i denne fase veksler mellem perioder, hvor virkeligheden benægtes, og andre perioder, hvor den er særdeles klar.
Mange mennesker i sorg har beskrevet, hvordan de i den første fase i perioder har haft det som i en ond drøm. Det eneste, de ønsker, er at vågne op og konstatere, at alt er som før. Det er heller ikke ualmindeligt at høre dem fortælle, at de har en fornemmelse af at have hørt den dødes stemme - eller set hende på gaden.
Den anden fase er forbundet med et væld af følelser: vrede, bitterhed, skyld, skam, angst, forladthed, ensomhed, savn. At give sig hen i sorgens følelser er en vanskelig proces og kræver stor forståelse fra omgivelserne.
Det er ikke ualmindeligt, at nogle mennesker behøver hjælp fra omgivelserne for at turde give sig hen i sorgen.
Opgaven omkring disse følelser er vigtig for det videre forløb, men det er langtfra let. Hvordan kan man f.eks. tillade sig at være vred på en, der er død?
Det er en hård og meget udmattende proces, der veksler mellem store følelsesudbrud og perioder med relativ ro.
Den tredje fase er at tilegne sig nye færdigheder. Har man mistet sin kone og står alene tilbage med tre børn, er der ikke noget der er, eller bliver, som tidligere. Det kræver nye færdigheder både i forhold til sig selv, sine børn og i forhold til omgivelserne.
I denne fase oplever mange, at betydningen af det mistede også kan have et socialt element; at omgivelserne reagerer med tavshed - den sociale død - hvilket kan virke meget forstærkende på sorgen. Det er ikke blot ét tab at forholde sig til, der er mange, og det er en helt ny verden med nye skræmmende udfordringer, der venter forude.
I den fjerde fase vender man sig så at sige mod fremtiden.
Der er sagt et endeligt farvel til det, man mistede, og man er parat til at reinvestere sin følelsesmæssige energi i nye forhold og på nye måder.
Det er samtidig et farvel til mange håb og drømme om et sorgløst liv, hvor vores kære var udset til at spille en vigtig rolle, også fremover.
Tankerne og følelserne skal langsomt slippe det, man har mistet, så man kan blive et helt menneske igen, med det mistede som et kært minde.
Det er ikke målet at glemme det, man mistede, men at lære at leve med det som et minde, en nødvendig og bittersød smerte.Det skal understreges, at de fire faser heller ikke for voksne kan eller skal følges i en fortsat række. Det er helt almindeligt, at man går ud og ind af de enkelte faser og ind imellem må begynde helt forfra.
Det er lige så normalt, at intensiteten opleves meget forskellig fra person til person. Det, der rummer en sandhed for den ene, gælder ikke altid for den anden.

BØRN OG DØDEN

Korte råd om omsorg

Mange voksne, der har lidt tab som børn, beskriver en følelse af svigt og ensomhed, som følge af omgivelsernes tavshed omkring det, der hændte dem. Disse følelser har de båret med sig helt fra barndomsårene, og det har senere haft en negativ påvirkning i deres forhold til andre mennesker.
Når vi lader hinanden være i fred for ikke at gøre nogen kede af det, eller for ikke at overskride grænser, er resultatet ofte ensomhed.
Alle er meget alene med deres sorg - også børn. Det er vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke gør børn i sorg kede af det ved at spørge til, hvordan de har det. De er lige præcis så kede af det, som de kan blive.

Netop ved at spørge, giver vi dem mulighed for at udtrykke deres følelser og for at få sat ord på følelserne. Og så må vi voksne leve med barnets gråd og berørthed, selv om det ligger dybt i os at forsøge at hindre den.

Som voksne har vi et ansvar over for børn, der lider tab. Ansvaret knytter sig til vores viden om, at et tab altid medfører et behov hos barnet for at blive "set, hørt og forstået".

Hvordan hjælper du barnet med at bearbejde sorgen efter fars/mors død?

· Lad barnet se den døde
· Lad barnet deltage i begravelsen
· Tag også barnet med på kirkegården
· Gør det klart, at den døde ikke kommer tilbage
· Tag den nødvendige tid til hyggestunder og kropskontakt
· Forklar sammenhængen i "små bidder"
· Forklar kort og præcist - ikke lange forklaringer
· Forklar at du selv er ked af det og måske mere pirrelig end ellers
· Fortæl igen og igen at barnet er elsket og uden skyld i dødsfaldet
· Lad barnet udtrykke både positive og negative følelser for den døde
· Hjælp barnet med at bevare minderne om den døde

Nogle grundprincipper for at yde omsorg

De følgende enkle bud på, hvad omsorg konkret kan indebære, er tænkt som en hjælp til underviseren, når snakken drejer sig om at hjælpe en kammerat, som har det svært og er ked af det.

· Du skal være sammen med den, som sørger, ikke løse hans problemer.
· Du skal frem for alt lytte til, hvad den sørgende fortæller dig.
· Du skal acceptere, at enhver sørger på sin egen måde - og at ingen sorg er rigtig eller forkert.
· Du skal støtte den sørgende i at udvikle virkelige minder fra et virkeligt forhold til den afdøde.
· Du skal give børn mulighed for at deltage i sørgeprocessen sammen med de voksne.
· Du skal ikke lade afvisning hindre dig i at gentage dit tilbud om hjælp.