Startside
Op
Praksisoplysninger
Lægevagten
E kons
Kommune/ Region
Om medicin
Seniorer
Sygdomme
LINKS
Embedslæger
Etik
Graviditet og børn
Læge oplysninger
Arbejdsmedcin
Rejsevaccination
Flygtninge
Alternativ medicin
Influenzavacc
SUNDHEDSSTYRELSEN
Tympanometri
Allergitestning
Alkoholmisbrug
Mad og fedt
Tobaksmisbrug

[ Startside ] [ Op ] [ Motion ] [ Kost ]

 

MOTION-online FORM                                                      

Motion

Sundhedsportalen om motion og idræt

Kropogsundhed

Sportspoint

Sportsskader(SportNetDoc.dk)

SPORT OG TRÆNING(Netdoktor)

 

 


Fysisk Aktivitet 

Mange mennesker har et ønske om at leve sundere og vil bl.a. gerne dyrke mere motion. Det behøver ikke at være besværligt at få mere motion og fysisk aktivitet lagt ind i sin hverdag, for det kan indgå i forbindelse med almindelige, daglige gøremål. 

Anbefalinger 

Forslag til en mere fysisk aktiv hverdag 

Fakta om fysisk aktivitet, sundhed og forebyggelse

Virkninger af regelmæssig motion på kroppens sundhed

Børn og fysisk aktivitet 
Læs bl.a. om undervisningsmaterialet 'Kom i Gang'

Danskernes motionsvaner

Anbefalinger vedr. fysisk aktivitet
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle voksne er fysisk aktive mindst 30 minutter af moderat intensitet, helst alle ugens dage. De 30 minutter kan opdeles i mindre perioder, f.eks. 15 minutter om morgenen og 15 minutter senere, eller 3 gange 10 minutter i løbet af dagen. 

Tidligere anbefalede Sundhedsstyrelsen 4 timers fysisk aktivitet om ugen. Den internationale videnskab er dog i dag enig om at anbefale 30 minutters fysisk aktivitet om dagen. Grunden til den ændrede anbefaling er, at nogle af de positive biologiske reaktioner, der sker under fysisk aktivitet, er akutte og aftager inden for 2-3 dage. Desuden er det bevist, at der også forekommer sundhedsmæssige effekter af fysisk aktivitet, når den stykkes sammen i løbet af en dag, og at den godt kan foregå uden overdreven anstrengelse, i fritiden eller på arbejdet, for at have en positiv virkning på kroppen. 

 

Forslag til en mere fysisk aktiv hverdag
De 30 minutters fysisk aktivitet kan indgå som en del af tilværelsen og i forbindelse med ens vanlige gøremål . Det kræver således ikke nødvendigvis, at man iklæder sig træningstøj eller tilmelder sig et fitness center. Fysisk aktivitet er også at cykle eller gå til arbejde og supermarked, at tage trappen, at udføre havearbejde, at gøre rent, at lege med sine børn m.v.. 

Målrettet motion eller idræt, hvor de store muskelgrupper aktiveres hyppigt og kraftigt, vil selvfølgelig sikre de bedste sundhedsmæssige resultater. Men mindre gavner også. Det handler især om at få nye vaner i hverdagen: Mere cykling/gang og mindre bil/buskørsel samt flere trapper og færre elevatorer. For eksempel:

bulletTag altid trappen, hvis muligheden er der
bulletCykel/gå til arbejde, supermarkedet, kiosken etc. 
bulletGå til og fra bussen og stå evt. af en gang eller to for tidligt 
bulletCykel en lille omvej til og fra arbejde
bulletGør tingene stående. Tal f.eks. i telefon stående, stå op ved skrivebordet etc. 
bulletLæg remotekontrollen på hylden, så er du tvunget til at rejse dig……

 

Fakta om fysisk aktivitet, sundhed og forebyggelse

Sundhedsfaglig dokumentation:
Den aktuelle forskning på området viser at:

bulletPersoner, som normalt er inaktive, kan forbedre deres helbred og fysiske velvære ved at bevæge sig regelmæssigt. 
bulletPersoner i alle aldre, børn, voksne, ældre, kvinder som mænd, opnår positive fysiologiske ændringer som følge af fysisk aktivitet. 
bulletFysisk aktivitet behøver ikke at være anstrengende, for at man opnår sundhedsmæssige fordele. 
bulletFysisk aktivitet har mange positive effekter på kroppens funktioner. Virkningerne på hjerte, kredsløb og muskler har i mange år været kendt. Det er også værd at bemærke motions positive indflydelse på stofskiftet og på hormon- og immunsystemet. 
bulletMange af de positive effekter fra fysisk aktivitet - både fra udholdenhedstræning og fra styrketræning - aftager i løbet af få uger. Hvis aktiviteten helt ophører forsvinder effekten indenfor 2 til 8 måneder. 

Det forebyggende aspekt ved motion og fysisk aktivitet: 
Regelmæssig motion kan være med til at bevare kroppen sund og rask. Fysisk aktivitet styrker helbredet på følgende måder:

bulletFormindsker risikoen for at udvikle hjerte-karsygdomme 
bulletFormindsker risikoen for at udvikle sukkersyge 
bulletFormindsker risikoen for at udvikle forhøjet blodtryk 
bulletHjælper til at mindske blodtrykket hos personer, der allerede har forhøjet blodtryk 
bulletFormindsker risikoen for at udvikle kræft i tyktarmen 
bulletHjælper med at kontrollere vægten 
bulletHjælper med at bygge og vedligeholde stærke knogler, muskler og sener 
bulletHjælper ældre med at blive stærkere og bedre i stand til at bevæge sig uden at falde 
bulletFormindsker tilstande med depression og angst 
bulletForbedrer det psykiske og sociale velvære. 

Regelmæssig motion kan forebygge, at de nævnte sygdomme og tilstande opstår.
Hvis man allerede lider af en af ovennævnte sygdomme kan fysisk aktivitet medvirke til at mindske risikoen for, at sygdommen udvikles, eller tilstanden forværres. 

 

Virkninger af regelmæssig motion på kroppens sundhed 

Hjerte og kredsløb
Risikoen for hjerte-karsygdomme kan nedsættes ved at være fysisk aktiv.
Fysisk aktivitet træner hjertet. Hjertets slagvolumen (den mængde blod, der presses ud af hjertet pr. slag) øges, og der kan pumpes mere blod ud i systemet pr. slag. Et veltrænet hjerte skal derfor arbejde mindre for at pumpe blodet rundt i kroppen. Der vil kunne ses et fald i blodtryk og puls både i hvile og under arbejde. Herudover vil muskulaturen i hjertevæggen blive styrket.
Fysisk aktivitet beskytter ligeledes mod åreforkalkning, idet blodets indhold af fedtstoffer ændres i gavnlig retning. Herved mindskes risikoen for blodprop i hjertet. 
Aktive mennesker har mindst risiko for at udvikle hjerte-karsygdomme. Faktisk har inaktive mennesker dobbelt så stor risiko for at udvikle hjerte-karsygdomme som de, der er fysisk aktive. Fysisk inaktivitet er en lige så vigtig faktor, når det gælder udvikling af hjertesygdomme som rygning, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesteroltal.

Type 2-sukkersyge (alderdiabetes)
Forekomsten af type 2-sukkersyge er stigende. Overvægt er i dag den største risikofaktor for denne type af diabetes. Regelmæssig fysisk aktivitet mindsker risikoen for at udvikle sukkersyge. Hvis sygdommen allerede er opstået, kan fysisk aktivitet bruges som led i behandlingen af sygdommen, og derved kan medicinsk behandling udskydes eller måske helt undgås. Grunden hertil er, at fysisk aktivitet øger kroppens følsomhed overfor insulin. En aktiv person skal derfor bruge mindre insulin til at regulere optagelse af sukker og fedt i cellerne. Det nedsætter risikoen for forhøjet blodtryk, overvægt og sygdom. Risikonedsættelsen er på 20 % eller mere, og den største beskyttelse vil ses hos overvægtige mennesker. 

Blodtryk
Forhøjet blodtryk er et stort sundhedsproblem i den danske befolkning. Det kan føre til hjerte-kredsløbsproblemer, nyresvigt og slagtilfælde. Risikoen for at udvikle nævnte sygdomme fordobles, når blodtrykket er højere end 140/90 mm Hg, og det tredobles, når blodtrykket er højere end 160/95 mm Hg. Fysisk aktivitet kan både forebygge og reducere et forhøjet blodtryk. 

Fedt i blodet
Fysisk aktivitet har også en positiv indflydelse på fedtstofferne i blodet. Forholdet mellem forskellige kolesterolformer forbedres ved træning i retning af en mindre 'kar-aflejrende' profil. Risikoen for åreforkalkning og følger heraf, som f.eks. blodprop i hjertet, forhøjet blodtryk, blodprop i hjernen og hjerneblødning, mindskes. Det er overvejende aktiviteter som frisk gang, løb, cykling, svømning og roning, som er påvist at virke. 

Kropsvægt
Regelmæssig fysisk aktivitet gør det lettere at holde en normal kropsvægt, fordi fysisk aktivitet forbedrer energiomsætning og appetitregulering.
Hvis man forbruger mindre energi end man indtager er der en risiko for overvægt. Meget overvægtige mennesker har vanskeligt ved at motionere tilstrækkeligt. Derfor er det mest effektive middel mod overvægt er en kombination af diæt og motion. Motion alene er sjældent tilstrækkeligt til et markant vægttab, og diæt alene har sjældent permanent virkning. Til gengæld har motion vist at være centralt i forhold til at bevare sin vægt og vedligeholder et allerede opnået vægttab.
Det skal understreges, at den sundhedsmæssige værdi af fysisk aktivitet ikke kan  måles gennem et vægttab. Vægttab udebliver ofte, selvom fedtmassen mindskes, fordi der sker en forøgelse af muskelmasse og blodvolumen.

Muskel-skelet systemet
Regelmæssig motion styrker muskler, sener, knogler og led. Motion modvirker tab af muskelmasse og kan også være forebyggende for stivhed og gigt. Hos kvinder kan mineraltabet efter overgangsalderen mindskes vha. motion, hvilket har betydning i forhold til forekomsten af knogleskørhed. Risiko for knoglebrud i forbindelse med fald kan ligeledes forebygges. Undersøgelser har vist, at fysisk aktivitet kan halvere risikoen for hoftebrud.
Øget muskelstyrke beskytter mod overbelastningsskader fra arbejde og fritidsaktiviteter. Træning af udsatte muskelgrupper kan sammen med ergonomiske foranstaltninger forebygge muskel- og rygsmerter.
Ældre kan forebygge tilbøjeligheden til at falde ved at øge deres aktivitetsniveau. Fysisk aktivitet øger muskelmassen øges og forbedrer balanceevne og reaktionstid. Denne effekt kan formentlig opnås ved en daglig spadseretur på ca. 30 minutter.

Kræft
Der er lavet undersøgelser på sammenhængen mellem fysisk aktivitet og en række kræftformer. Der findes en markant lavere risiko for tyktarmskræft hos personer af begge køn hos motionsaktive. Årsagerne til den beskyttende effekt er ikke fastlagt, med fødens passagetid og hormonelle faktorer har været foreslået. Kvinder med fysisk aktivt arbejde eller kvinder som er motionsaktive i fritiden har halvt så stor risiko for at få brystkræft som inaktive. Der findes undersøgelser på andre kræftformer, men antallet og størrelsen af undersøgelserne er begrænsede. Derfor er det for tidligt at konkludere om motion virker beskyttende mod sygdomsudviklingen af disse.

Psyken.
Fysisk aktivitet har vist sig at forbedre det almindelige velbefindende, eksempelvis udtrykt ved søvnkvaliteten og humøret, når man vågner om morgenen. Mennesker, der motionerer regelmæssigt, vil opleve, at de bliver bedre til at slappe af og dermed bedre til at tackle stressede oplevelser i hverdagen.
De fleste mennesker udtrykker glæde ved at være fysisk aktive sammen med andre. Der er altså både tale om en positiv personlig kropsoplevelse og en mulighed for at indgå i sociale relationer.
Forskning har vist, at fysisk træning, navnlig løbetræning, har en positiv effekt på angst og depressioner. Fysisk aktivitet kan forebygge stress, depression og angst. Neurotiske psykiatriske patienter og skizofrene patienter får det mærkbart bedre efter systematisk løbetræning over længere tid.
I forhold til børn er fysisk aktivitet af stor betydning for den kropslige og personlige udvikling. Meget tyder på, at også indlæringsevnen forbedres hos fysisk aktive børn.

I det livslange perspektiv vil en af de væsentligste effekter af motion være, at der med alderen sker et langsommere fald i den generelle præstationsevne. De aldersrelaterede fysiologiske forandringer, såsom fald i muskelstyrke og iltoptagelse, kan med andre ord udsættes ved hjælp af motion. Det betyder, at evnen til at overkomme aktiviteter i hverdagen bevares. Ældre mennesker kan dermed selv foretage dagligdags aktiviteter, såsom at komme op af en stol, klæde sig på, gøre rent og købe ind.

Immunsystemet
Det er veldokumenteret, at motionsaktivitet medfører ændringer i immunsystemet. Personer, som er i god træningstilstand har et bedre immunforsvar. F.eks. har de infektionssygdomme sjældnere og kommer sig ofte også hurtigere over dem. I modsætning til moderat aktivitet er det vist, at mere intens eller langvarig (>1-2 timer) motionsudøvelse kan medføre en forbigående svækkelse af immunsystemet i timer til dage efter aktiviteten.
Ved tilstedeværende sygdom med feber bør man afstå fra motions udøvelse, da det er vist at relativt

 

Børn og fysisk aktivitet
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn og unge i skolealderen er aktive mindst en time om dagen. Motionen kan ligesom hos voksne godt stykkes sammen af flere korte perioder. Hvis børn er fysisk aktive 30 minutter kontinuerligt er det tilstrækkeligt, men erfaringen viser, at børns lege og aktiviteter foregår mere ujævnt. Derfor regner man hele den tid med, som barnet har leget i f.eks. skolegården, dvs. inklusiv pauserne.

Der er mange børn, der meget aktive i deres hverdag, men der har udviklet sig en stadig større afstand mellem de fysisk aktive og de inaktive børn.
For at imødekomme denne udvikling har Sundhedsstyrelsen udarbejdet undervisningsmaterialet "Kom i gang" til brug i folkeskolen. Formålet med "Kom i gang" er at øge elevernes viden og at stimulere til øget fysisk aktivitet, særligt blandt de inaktive elever. Hvis man først har erfaret, at det er sjovt at være aktiv, er der større sandsynlighed for, at man bliver ved med at være aktiv - livet igennem. www.komigang.com

 

Danskernes motionsvaner

Det følgende er et billede af danskernes motionsvaner. Billedet er baseret på en række nyere danske undersøgelser, der på forskellig vis har undersøgt befolkningens deltagelse i fysisk aktivitet i fritiden.

Andelen af den danske befolkning, der er fysisk aktiv, er steget op gennem 1980'erne og 1990'erne. Ca. 75% deltager i fysisk aktivitet, herunder både konkurrencesport samt lettere fysisk aktivitet som f.eks. havearbejde .
Der er en tydelig sammenhæng mellem alder og idrætsdeltagelse. Den højeste andel, som dyrker idræt, findes blandt de yngste i aldersgruppen 16 til 19 år og 20 til 29 år, mens den laveste andel ikke overraskende findes i aldersgruppen 70-79 år. Forskellen er dog overraskende lille.

Der er stort set lige mange mænd og kvinder, der regelmæssigt dyrker motion. Det er først op gennem 1990'erne, at kvinderne er kommet op på samme aktivitetsniveau som mænd. Mænd deltager i højere grad i foreningsidræt end kvinder, som til gengæld i større omfang er fysisk aktive i aftenskoleregi og på private centre.
Der er også andre forskelle i kvinder og mænds deltagelse i fysisk aktivitet. Kvinder tilpasser de idrætslige udfoldelser til familielivet. Det betyder, at mange kvinder vil nedprioritere fysisk aktivitet i den periode, hvor der er mindre børn. Mænd er tilsyneladende ikke lige så bundet af pligter og arbejdstider, da de i højere grad end kvinder dyrker idræt på forskellige tidspunkter, bl.a. idræt på arbejdspladsen.

Der er en tendens til social ulighed i sundhed inden for fysisk aktivitet.
F.eks. er der en stærk sammenhæng mellem uddannelse og deltagelse i fysisk aktivitet. Deltagelsen er størst blandt uddannelsessøgende, herunder lærlinge. Ellers er det først og fremmest funktionærer, specielt højere funktionærer, der dominerer billedet. Ufaglærte arbejdere, landmænd, selvstændige samt faglærte arbejdere er væsentligt mindre aktive. Der er en tendens til, at arbejdsløse er mere inaktive end resten af befolkningen.
Der er ligeledes en sammenhæng mellem indkomst og deltagelse i motion: jo højere indkomst, jo højere deltagelse i motionsaktiviteter, en sammenhæng, der er endnu mere udtalt for de aktive i foreningerne.
Personer, der er i arbejde og som overvejende har et stillesiddende arbejde, dyrker motion i fritiden i samme omfang som hele landets befolkning. Man kompenserer med andre ord ikke for et stillesiddende arbejde ved at dyrke mere motion.

Gåture, vandreture, cykelture, jogging, gymnastik og svømning er de mest udbredte aktiviteter. Det er karakteristisk, at det først er på 4., 8. og 9. pladsen, at de store foreningsidrætter (gymnastik, badminton og fodbold) befinder sig, og at fodbold er den eneste holdidræt, der er repræsenteret blandt de ti mest udbredte idræts- og motionsaktiviteter. Det er tydeligt, at de individuelle aktiviteter, hvor man selv kan vælge tid og sted, er de mest udbredte.

Det fremgår af undersøgelserne, at tid er den altafgørende hindring for at dyrke (mere) motion og for at være fysisk aktiv. Dette bortset fra blandt de arbejdsløse. Også dovenskab fremhæves af de fleste aldersgrupper som en væsentlig hindring for at være fysisk aktiv. Dovenskab og tid hænger for mange af de adspurgte sammen som både reel årsag og undskyldning. For mange danskere handler hverdagen i høj grad om prioritering. Det er tydeligt, at fysisk aktivitet for de fleste er meget lavere prioriteret end mange andre gøremål og værdier især knyttet til arbejde og familieliv. Til sammenligning spiller de idrætslige rammer og tilbud tilsyneladende kun en lille rolle for, at en del af befolkningen ikke er aktive.

Hvis man ser på danskernes fysiske aktivitetsniveau udover fritiden, så har en faktor som den stigende bilisme påvirket dette negativt. I 1999 cyklede danskerne i gennemsnit 450 km mod 625 km i 1990. Samtidig kørte personbilerne gennemsnitlig 13% længere i 1999 end i 1990. Antallet af biler er de seneste 10 år vokset med 21% til næsten 2.4 mio. Siden 1990 er kørsel med personbiler steget med 30%, togtrafikken er steget med 17%, hvorimod cykeltrafikken er faldet med 26%.
[Startside] [Praksisoplysninger] [Lægevagten] [E kons] [Kommune/ Region] [Om medicin] [Seniorer] [Sygdomme] [LINKS] [Embedslæger] [Etik] [Graviditet og børn] [Læge oplysninger] [Sundhed] [Arbejdsmedcin] [Rejsevaccination] [Flygtninge] [Alternativ medicin] [Influenzavacc] [SUNDHEDSSTYRELSEN] [Tympanometri] [Allergitestning] [Alkoholmisbrug] [Mad og fedt] [Tobaksmisbrug]